Kollektion: Triangle højttalere

Vi fører ikke Triangle længere i programmet. Men vi har et hav af andre kvalitets HiFI produkter fra QUAD, Wharfedale, Mission eller Castle.

Triangle højttalere

TRIANGLE - Franske højttalere
Af alle de mærker vi fører hos HiFi-freaks, er TRIANGLE måske den mest oversete hemmelighed: Et klassisk audiofirma med en årelang historie, der aldrig gør tingene som de andre, og altid har spændende og tidssvarende produkter på programmet.

Triangle er så elegant som det Frankrig de kommer fra – delikat som et glas Chablis, sprød som karamel-overfladen i den fineste Créme brulée. Med den meget luftige og let lyse klang (nogle vil sige med fokus på toppen men aldrig hidsig ), tekniske detaljer der er unikke, samt en finish der er stilfuld og elegant - som den nyeste Citröen C6 eller Phillippe Starck’s seneste interieur-decor.



Okay så fik vi luft for vores frankofile tendenser, men der er nu altså noget at komme efter. Triangle har lavet højttalere i 30 år, og det Franske hifi-marked er lidt specielt. I Frankrig er man nemlig enten über-audiofil som pioneeren Jean Hiraga der kun kan leve med lyden af gigantiske horn fra 1930’erne og rørforstærkere med så høj tomgangsstrøm at de selvdestruerer, eller også et man ganske almindelig Gauloise-rygende, Renault-kørende franskmand med et mini-system i plastic fra FNAC eller DARTY, der lige akkurat kan gengive Johnny Hallyday og Daft Punks ’Around the World’ med ...skal vi kalde det stereo?!



Hvor kommer Triangle så ind i billedet, jo der findes jo faktisk ægte hifi i Frankrig: Sværvægteren Audax - der nu er opslugt i Harman/JBL koncernen. Men med ægte hifi-lyd der skiller sig helt ud, og med en attitude af at ’vi gør som vi synes er rigtigt, og ikke nødvendigvis det som alle andre synes er rigtigt’ har Triangle skabt sin helt egen plads i markedet, og en fan-skare af musiknydere der bare lytter til deres musik og glemmer alt omkring dem.

Historien bag Triangle
Triangle har produceret hifi højttalere siden midten af 1980’erne i Soissons, Villeneuve-Saint-Germain, som ligger en times kørsel fra Paris. De var en af de første højttalerproducenter til at benytte CNC-fræsere i deres produktion , og fra 1987 er alle deres egne enheder blevet udviklet og analyseret med CLIO og MLSSA computer-programmer. Målinger med laser-interferens for at sikre mindst mulige opbrydninger i membranerne har også været standard lige siden dette blev muligt.

I år 2000 udviklede Triangle deres første udgave af prestige-projektet Magellan og i 2010 fik Magellan projektet en overhaling. Det første Magellan projekt var der hvor Triangle første gang så værdien i at benytte en horn-diskant, noget som andre hifi-højttalerproducenter først nu er begyndt at tage til sig. Et horn med compression driver er selvfølgelig noget som er hentet fra den professionelle verden, hvor dette har været benyttet i årtier, ja om ikke så mange år tæt på et helt århundrede. Horn-diskanter har et headroom og et detaljeringsniveau som er helt eksceptionelt, og som får alle normale soft-dome diskanter til at lyde ’pressede’ selv om der spilles lavt. Udfordringen er at undgå horn-lyd, eller ”horn-honk” som man kalder det, og her har Triangle fundet den helt rigtige balance: Der er luft og detaljer i rå mængder, men der er ingen forvrængning eller klang-ændring at spore. Og en luftig top er noget der batter i hifi, for musikken bare flyder ud og man får bare lyst til at høre mere og mere.

For at få bas-mellemtonen til at matche med den luftige diskant, har Triangle måttet udvikle helt nye materialetyper til membranen. Det skal være let og stift på samme tid, og fra carbon-sandwich er man nu nået til cellulose membraner - let og hurtigt nok til at matche de fine diskant drivere. Samtidig er der en rigtig god side-effekt ved lette membraner nemlig at man samtidig opnår en højere følsomhed, altså højere lydtryk per watt. Det giver ekstra lethed på lydkontoen, og det er især hørbart når man spiller ved lavt eller mellem niveau, og musikken lyder nu ikke længere sammenklemt som i højttalere med tunge membraner og stejle filtre.



Triangle har deres helt eget projekt for udøvende musikere og det udnytter Triangle selvfølgelig til at opnå en endnu bedre lyd fra deres højttalere. Udøvende musikere har nemlig en helt anden tilgang til at lytte på musikken end de sædvanlige hifi-fans kan mønstre, og således lyttes der i udviklingsfasen intenst til prototyperne og musikerne giver deres besyv med.



Vi har at gøre med et firma som producerer alting ’in-house’ selv; basenheder komplet med svingspoler, unikke membranmaterialer og hele pivtøjet, samt kabinetter i en finish hvor man tænker: ” Det kan da ikke være rigtigt til den pris!” men det er det! Med hele produktionen placeret ét sted, og med loyale og erfarne medarbejdere – Triangle har faktisk fortalt os hos HifiFreaks at mange af medarbejderne har arbejdet der hele deres arbejdsliv – så kan det faktisk godt lade sig gøre at producere ærligt og flot håndværk, i Europa, og til en fair pris.


Et eller andet sted er der noget super-ærligt og nede på jorden agtigt over ikke ’blot’ at outsource alting til Kina ligeså snart der kan spares 70 Euro-cent når container-transporten er betalt. Og det er helt klart i Triangles favør at de har holdt sig ’hjemme’ og ikke villet vokse sig hurtigere end at de har kunnet bære.



I dag har Triangle flyttet meget af produktionen fra Soissons til Bordeaux, men Triangle har simpelthen gjort alt hvad de kunne og har lykkedes med at flytte de fleste af medarbejdere med. I sig selv er det også en imponerende evne, men at man på den måde kan holde på de erfarne medarbejdere sikrer jo netop også den høje kvalitet.



Hos HiFi Freaks er vi stolte af at være forhandlere af en fransk industri- og hifi-succes som denne, men mest af alt synes vi virkelig at de produkter som Triangle tilbyder, bare er spot-on med en lyd og en finish der er helt suveræne til prisen.

Se udvalget fra det franske mærke Triangle herunder